Den meget røde Mariehøneedderkop er en han, der er på jagt efter en mage. Han ses på enkelte jyske lokaliteter i det tidlige forår på tørre sydvendte skråninger uden for meget vegetation. Han er ikke ret stor og findes næsten kun ved at være opmærksom bevægelser på tørre flader mellem vegetationen, hvor han piler rundt.
Hannen har haft et diskret underjordisk liv i 3-4 år inden han bliver kønsmoden og går på jagt efter en mage. Men lykkes det for ham, er det også slut. Hunnen æder ham efter parringen. Selv må hun så lide samme skæbne, når hun har opfostret et kuld unger. De takker ved at æde hende.
Mariehøneedderkoppen lever i et hul gravet ned i sandet, hvor de spinder et rør, der fungerer som fælde for Skarnsbasser, som efter at være faldet i fælden lammes med et bid fra edderkoppens kraftige tænder og derefter bliver fortæret.
Disse billeder stammer fra Rabis Dal, der er en tør lyngklædt dal grænsende op til Kongenshus Mindepark.